(Islands in the Sky) Noget om konflikter, teknik og parallel forløsning

januar 27, 2012

 

I går spillede vi anden session af Island in the Sky. Jeg regner med at poste et referat af spillet snart, men lige nu vil jeg hellere skrive om en lille teknik, jeg gjorde brug af i aftenens helt centrale scene og som jeg selv er virkelig glad for. Teknikken er planket fra Ron Edwards og hans 10 år gamle men stadig fascinerende rollespil Sorcerer.

 I al sin enkelthed går teknikken ud på at man i scener, hvor karaktererne er mere eller mindre i parallelle handlinger, krydsklipper hårdt fra karakter til karakter, ind til alle karakterne er på det sted, hvor man vil rulle terninger. Når alle er der, klarer man samtlige rul på én gang. Hvad er det fede her? Det fede er dels, at den hårde krydsklipning holder gryden i kog.

Hermed sikrer man, at ingen keder sig, selvom man ikke lige er i spotlyset på det tidspunkt. Dels får den mekaniske del af spillet, selve konfliktrullet, en klimatisk rolle – krydsklipningen sørger så at sige for at vi ruller spændingen helt op, hvor fjederen er lige ved at sprænges, og så bliver rullet og det deraf følgende resultat og effekt i fiktionen en forløsning. På den måde skaber man altså både spænding og en fornemmelse for opbygning og forløsning – og mekanikken er helt central.

Jeg er meget glad for teknikken, som sagtens kan bruges, selvom man ikke kører helt afskærmede forløb per spilperson (som man fx typisk gør i Sorcerer og Trollbabe). I vores session i går var samtlige karakterer sådan set samme geografiske sted men de udførte blot hver sin ting. Tre adskilte konflikter fik hermed en følelse af sammenhæng.

Som antydet hænger teknikken tæt sammen med de fuldstændigt parallelle forløb i fx Sorcerer, som er en spilstil, jeg virkelig, virkelig godt kan lide – faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at jeg oftest foretrækker den spilstil. Mere om det en anden gang!

Reklamer

Trollbabe – ny udgave, stadig seje troldetøser!

oktober 7, 2009

 

Don't cross her path!

Don't cross her path!

Sammen med S/Lay w/Me fik jeg også Ron Edwards’ nye udgave af Trollbabe. Jeg har tidligere skrevet om Trollbabes mange fortræffeligheder, men den nye bog er nu en kærkommen lejlighed til endnu engang at omtale det stilskabende og stemningsfulde Story Game.

Først et par ord om det fysiske udtryk – om ikke andet, så fordi det var min første reaktion på den nye udgave. Jeg blev ganske enkelt overrasket og lidt skuffet, da jeg så bogen for første gang. Formatet er helt klassisk rollespilsformat. Og den første gennembladning gjorde kun skuffelsen større – lay-outet ligner en dårlig udgave af White Wolf-bøgerne, som de så ud for 10 år siden. Her er en kikset bort, illustrationer i kasser og kedelig sats. Det er kedeligt, dårligt udført og vildt synd.

Trollbabe er født af Ron Edwards’ kærlighed til undergrundstegneserier af Vaughn Bode og forskellige tidligere rollespil. Om noget fortjener Trollbabe den undergrundsæstetik, som også klæder S/Lay w/Me så godt. Gerne et mindre format, edgy lay-out med et løst præg. I stedet har vi satsfejl (indryk i første afsnit fx), kasser og kedelige (om end meget brugbare) diagrammer. Læg dertil, at kun ca ¼ af illustrationerne er gode (primært dem af James West), og man har simpelthen, hvad man i 90’erne kaldte en øjebæ. Æv, æv og tre gange æv.

Det var altså intet under, at jeg først kastede mig over S/Lay w/Me. Men da jeg så endelig kom i gang med at læse Trollbabe, så åbenbarede en indbydende, stærkt formidlet og let forståelig indføring i ikke bare Trollbabe men i og for sig også store dele af Story Now-genren sig. Ja. Trollbabe er en sand fornøjelse at læse. Der er en tydelig forfatterstemme. Edwards har altid haft en tydelig stemme, men denne gang synes han at have lånt lidt fra Vincent Baker – og så har han skrevet med det for øje at forklare, enkelt og forståeligt, hvordan og hvorfor spillet skal spilles.

Trollbabe er stadig et fascinerende bud på en helt anden, mere skæv og humoristisk men alligevel vedkommende fantasy – en fantasy med vægt på fantasi, medfortællen og kreativitet frem for tung , eksisterende setting. Spillet er ikke så meget exploration af en forfatters verden men udvikling af denne gennem spillet og med blikket stift rettet mod Trollbaben(e) i situationen. En Trollbabe er et handlende, meningspræget væsen, som rejser verden rundt og forfølger sine egne mål, mens hun støder på desperate mennesker, trolde og andet godt. Det er valget, der er vigtigt, og spilstilen lægger op til, at man er til stede i nuet og slet, slet ikke planlægger fremad – altså ingen ”Jeg synes det kunne være fedt hvis det-og-det skete” men bare valg og handling nu.

Mit eneste problem med Trollbabe – ud over det fysiske udtryk – er, at det er svært at sælge til folk. Men jeg VIL spille det. Der er så mange fine detaljer og en meget særegen spilstil, som jeg må prøve. Så – konklusionen er, at Ron Edwards har brug for en æstetisk stilkonsulent til sine spil, men at han stadig er blandt de absolut bedste spildesignere.