Mörk Borg – rollespillets svar på doom metal

Mere et essay end en anmeldelse

Jeg begynder med en nærmest banal konstatering: vores første møder med en interesse former for altid vores relation til interessen.

Ja. banalt, ikke sandt? Engang i slutningen af 80’erne stødte jeg for alvor på rollespil. Det første rollespil, jeg købte, og det første rollespil, jeg sådan for alvor var GM på, var Warhammer Fantasy Roleplay (1st edition). Af en eller anden grund havde de en kopi af spillet i Borgens Boghandel i Randers (nu en café). På det tidspunkt havde jeg været nysgerrig på rollespil i et års tid eller to, og jeg havde et par måneders erfaring med at spille d&d og Drager og Dæomner. Og jeg var klart hooked, men med WFRP skete der noget helt særligt. Ledningerne i min hjerne blev for alvor koblet sammen. 

Jeg var solgt. Alt fra bogens illustrationer over tonen i teksten og til settingen swingede med mig og mine gryende præferencer og interesser. Der var klare forbindelser til Sværd og trolddom-bøgerne, som for mig i lighed med for så mange andre i min situation var en slags gateway drug. Der var nogle – for mig på det tidspunkt usynlige – fællestræk med de Judge Dredd-tegneserier, jeg havde dyrket ret heftigt. Og der var, særligt når man tog White Dwarf med i billedet, fællestræk med en anden af mine stærke men på daværende tidspunkt unge interesser: heavy metal. 

Nogenlunde på samme tid købte jeg de første metal-lp’er. Og Warhammer og metal kunne bare noget sammen. Med nutidigt sprog kan man vel sige, at metallens barske tone (og hyppige mørke humor) swingede godt med Warhammes grimdark æstetik og indhold. 

Det blev tydeliggjort i Bolt Thrower, et af de helt tidlige britiske dødsmetalbands, der udgav deres andet album, Realm of Chaos, i samarbejde med Games Workshop. Dér sang synapserne i min teenagehjerne på så tydelige måder, at intet kunne virke mere naturligt. Spurgte man mig i 1989, så var kombinationen mellem rollespil og heavy metal uomgængelig og rigtig. Det var så klar en overbevisning i mit sind, at jeg blev vildt forvirret, når jeg mødte ældre rollespillere, der hellere lyttede til The The eller Prince. Jeg forstod det simpelthen ikke. 

A doom metal album of a game

Alt dette er blot en indledning for at belyse, hvorfor jeg de sidste mange dage har forelsket mig så hovedkulds i rollespillet Mörk Borg, som jeg støttede på Kickstarter tidligere på året – mest bare fordi, det er udgivet i samarbejde med Fria Ligan, som jeg har stor sympati for – og som så endelig dukkede op i min postkasse den anden dag. 

Jeg kommer ikke til at anmelde spillet. I stedet vil jeg bruge noget tid på at fundere højt over, hvad det – måske – kan, hvad det er, og hvorfor jeg er helt solgt. Ikke mindst, fordi jeg faktisk er ret så forundret over, hvordan et spil, der på mange måder går imod, hvad jeg ellers har haft af holdninger til godt spildesign, giver mig lyst til at læse alt om det, som internettet kan byde på. Man taler ofte om, at man aldrig får samme lidenskab igen, som man havde i sin ungdom. Og selvom jeg tror, det er sandt, så har Mörk Borg virkelig vakt en nærmest ungdommelig passion i mig. Nu ER I advaret.

Fire sider spredt ud over 96

Det første, man bemærker ved Mörk Borg, er den fysiske fremtoning. Det er en lille, meget gul bog, der med det samme adskiller sig markant fra fx Dungeons & Dragons’ mainstreamfantasy – alene det lille format sender helt andre signaler. 

Forsideillustrationen er en nærmest skitseagtig tegning af et sært skelet, bevæbnet med blodigt sværd og ditto skjold og med et omvendt kors mejslet ind i det dyriske kranie. Tegningen er præget ned i bogen, og forsiden byder ellers primært på et stort, sort og håndskrevet logo. Man er som læser allerede lidt i tvivl; er dette et undergrundszine eller et meget avanceret modemagasin? Jeg kan allerede nu afsløre, at denne tvivl følger med gennem hele bogen.

Bagsiden byder bl.a. på denne salgstekst: “A doom metal album of a game. A spiked flail to the face. Rules light – heavy on everything else”. Tankestregen i teksten er et liggende kors. Bum! Så er vi ligesom ankommet. Der er swung og attitude i teksten, og allerede fra første færd er vi blevet præsenteret for det okkulte tema, der fylder så meget i bogen.

Indholdet er sat op i et virvar af forskellige typografier og sidelayouts. Ikke noget med at have et eller to gennemgående designtemaer, man så følger. Næ. Hvert opslag har nærmest sin egen æstetik, og selvom det tilsammen klart sender et signal om, hvad tonen, smagen og følelsen er, så er det let at blive forvirret.

Det minder på mange måder om et moderne take på et dødsmetalzine men med det twist, at det grafiske arbejde er udført med en stærk følelse for trends og visuel kultur. Visse steder kunne det næsten ligne et nummer af Vice Magazine. 

Illustrationerne er også af yderst varierende karakter. Der er simple stregtegninger, leg med Photoshop, gamle kobberstik og nærmest primitive skitser. Våbenlisten – som vel at mærke tæller 10 våben, der hvert er beskrevet med en skade og højst en halv sætning mere – er strukket ud over fire sider. Det første våben, en lårbensknogle, har sin helt egen side.

Alene i det visuelle udtryk gør Mörk Borg indtryk. Det er en spilbog, der afkræver sig en reaktion. Ud over de nævnte elementer gør bogen også brug af indtil flere trykketekniske effekter – sølv- og guldfolie, (mindst) to forskellige papirkvaliteter, læsebånd med tryk på og – dette fangede jeg først ret sent! – selvlysende tryk på ryggen. 

Alt i alt kunne spilteksten vel være på fire A4-ark. Men bogen er altså 96 sider lang. 

Troubling Tales

Alt det er godt nok, Peter, men hvad med selve spillet? Er Mörk Borg form snarere end indhold? Før jeg besvarer det, bliver jeg nødt til at understrege, hvordan Mörk Borg virkelig kobler form og indhold. Formen er så vigtig en markør af, hvad genre, vi er ude i, hvad det er for en setting og hvilken spiltype og -stil, spillet lægger op til.

Når det er sagt, vil jeg kort beskrive indholdet. 

Mörk Borg er på mange måder i familie med OSR-spil; det baserer sig på tidligere udgaver af d&d, benytter sig af masser af tabeller, er ekstremt dødeligt og lægger mere vægt på regelfortolkninger end at beskrive alt inden for regelsystemet. I forhold til 5e er systemet ekstremt meget simplere. Rul en d20, læg din eventuelle bonus til og sammenlign med en sværhedsgrad. Det var nogenlunde det. Der er andre detaljer og en række valgfrie subsystemer, men alt i alt kan systemet forklares på fem minutter. Det er noget mere elegant end 5e. Jeg har selvsagt til gode at afprøve, hvordan det virker i spil, men på papir er det enkelt og tiltalende.

Setting er beskrevet i en håndfuld korte, maleriske kapitler, der mere antyder end fyldigt forklarer. Igen en klar kontrast til de fleste mainstreamrollespils alenlange settingafsnit. Jeg ved godt, hvad jeg foretrækker, men man skal vide, hvad man går ind til. 

Settingen er mørk og dyster. Verden er ved at gå under – hvilket faktisk understøttes i systemet – og som spilperson må man gøre op med sig selv, om man vil bruge de sidste tider på at forsøge at gøre en forskel eller bare rage til sig. Væsner er groteske, spilpersonerne ligeså. Den beskrevne verden er lille og overskuelig, og teksten overlader utroligt meget til GM og spillerne at udfylde. Som mange andre OSR-spil ligger der virkelig meget world building i de mange tabeller, i navne på trolddomsformularer osv. På den måde arbejder forfatteren væsentligt mere med antydninger end med fyldestgørende beskrivelser. Og verdenen vil tone frem, efterhånden som man interagerer med spillet. 

Steder hedder ting som Galgenbeck, Sarkash og Graven-Tosk. Når man plyndrer et lig, risikerer man at finde en af spilpersonernes dødsmasker, og formularer har titler som Nine Violet Signs Unknot the Storm.

Det eneste, spillet giver ved dørene, er død og ødelæggelse. Der er ikke gjort mange pædagogiske indsatser for at holde læseren i hånden. Jeg fornemmer, at man enten fanger det eller oplever at stå uden for. Der er så meget attitude og stemning, at det nærmest driver ned ad siderne. Og på den måde smelter form og indhold sammen. Uden den markante stemme i teksten, uden den idiosynkratiske visuelle side, uden spillets liste over bands, der har inspireret forfatteren og designeren, får vi ikke helheden. 

Og jeg elsker det selvsagt. Uden at være Warhammer på nogen som helst måde, er det i sandhed grimdark. Det er, som om de ser Warhammers grimdark og hæver med satanisk okkultisme og grumme forudanelser. Jeg kan vitterligt ikke komme i tanke om en lækrere rollespilsbog. Eller en mere markant. Der er kælet for alle detaljer i udtrykket, og Mörk Borg ankommer som sin helt egen ting. Det er ikke trygt og nemt og bredt favnende. Det er på sin vis anti-5e, og det er mere den slags Dungeons & Dragons, som ens mærkelige onkel, der lyttede til uhyggelig musik og læste Necronomicon, introducerede én for (hvem der dog havde haft sådan en onkel). Det ér et tydeligt møde mellem rollespil og heavy metal, og hvis det lyder dumt i dine ører, så er det nok ikke for dig.

Ud over spillet fik jeg også det nys udkomne zine Feretory, der byder på scenarier, nye karakterklasser, tabeller og andet indhold, der er skabt af fans af spillet. Bagmændene har nemlig opbygget et levende community, der laver nyt indhold til spillet. Det bedste af dette udgives så officielt. Endelig fulgte spillets helt tidlige begyndelse, solospillet Dark Fort, også med.

Dette essay er skrevet til tonerne af det polske black metal-band Mglá, selvsagt.

PS: Mörk Borg vandt ikke færre end fire Ennies i år, hvilket på interessant vis siger noget om, hvordan undergrunden og mainstream kan være svære at skelne mellem i disse år. At The Guardian har valgt at dække Mörk Borg gør ikke dette mindre interessant.

9 kommentarer til “Mörk Borg – rollespillets svar på doom metal

    1. Selvom danskere godt kan lide at drille Sverige, så er det godt nok markant, så stærke, svenskerne står på mange kreative felter. Musik og rollespil er bare to gode eksempler. Måden, hvorpå Fria Ligan nærmest ryddede bordet til Ennies i år er kun et enkelt eksempel. Jeg er imponeret.

  1. Jeg er også *rigtig* glad for min bog – men jeg ser det ikke som noget jeg kommer til at spille. Jeg synes det virker for … begrænset af de tabeller der tjener som inspiration. Men måske er det bare virkelig tight, eller også er det OSR jeg ikke rigtigt tænder på. Tilgengæld er jeg vild med community-delen.

    1. Jeg har meget lyst til at prøve spillet og se, om jeg egentlig kan lide spilformen. Lister og tabeller i bogen og zinet giver mig mange idéer, men risikoen er klart, at det alligevel mest kommer til at føles som en kedelig omgang dungeoncrawl.

  2. Doom er ikke lige mig – for mig har Warhammer altid været mere punked.
    Men at folk hører Prince (i det hele taget) forstår jeg heller ikke.

    Men selvom jeg er meget lidt metal, så virker Mörk Borg ret fedt og jeg vil gerne kigge det igennem ved lejlighed.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s