(Forbidden Lands) De dødes dal, del 2

Vi spiller Forbidden Lands.

258593

Vi begynder præcis, hvor vi sluttede – ved nedgangen til De dødes dal, en stejl klippevæg. Neden for væggen venter en gruppe orker, som sidst blev skræmt væk af dværgekrigeren Wulfred (en fæstning af en defensiv kæmper). Alle SP’erne lægger sig til at sove og to holder vagt på skift. På den måde heler de skaden fra sidst.

Efter lidt diskussion begiver goblinen Nokmar sig ned ad stigerne, der fører ned i selve dalen. Målet er at orkerne intet hører, og Frank, der spiller Nokmar, klarer sit rul. Mens Nokmar sniger sig fra telt til telt og henretter et par sovende orker, holder ulvemanden Naako øje med, hvad der sker, mens han holder en pil klar på den bue, han tog fra den afdøde ork i vagttårnet.

Nokmar mister point i Empathy ved at lave Coup de Grace på de to orker. Én ting er at kæmpe og give skade, noget andet er at aflive. Det æder samvittighed op.

Gruppen skuer ud over dalen. Der er to udgange – en simpel, groft udhugget udgang og en mere ornamenteret med trapper. Lugt af alkohol lokker dem i første omgang til at kigge ind i den groft udhuggede udgang, men da de tæller hvor mange orker, der må være der inde – mindst otte – ombestemmer de sig og vender snuden mod den fint ornamenterede udgang.

Be very quiet

Denne viser sig at være indgangen til Stilhedens Tempel. Et succesfuldt Lore-rul fra Brian, der spiller Wulfred, afslører nogle detaljer om templet – at det for længe siden blev brugt til at balsamere lig. Gruppen laver fakler af træ fra dalen og begiver sig op ad den fornemme marmortrappe, der er flankeret af to statuer – den ene mangler hovedet, men den anden holder hånden over sin mund.

Inden for mødes de af et stort rum med marmorgulv. I faklens skær bemærker de, at væggene er dækket af gult mos eller svampesporer. Gruppen er påpasselig og sikre på, at de gule sporer er farlige. Lyde forstærkes kraftigt og de lader være med at snakke, men forsøger dog at se hvad der sker, hvis de laver stille lyde. Ganske rigtigt får selv små lyde de gule sporer til at løsrive sig fra væggene og svæve rundt.

Gruppen undersøger rummet, der har ind til flere udgange. En af disse fører ind til, hvad der må være balsameringsrummet. Men de er stadig urolige og bruger ikke megen tid i rummet. I stedet går de efter noget palaver tilbage og ud af en naturligt fremkommet gang. De mærker hurtigt en brise i gangen og ser snart dagslys for enden. Fem meter senere kigger de ud over en stor dal. De kan skimte trælunde, gravsten og et hus. I mellem det hele ser de halvgennemsigtige skikkelser, der bevæger sig rundt.

 

Har du set min mor?

De får også øje på en kæmpe, der larmer og vælter rundt. Gruppen kravler ned ad klippevæggen og befinder sig nu i dalen, som de hurtigt går i gang med at undersøge. Mens de kigger sig om, griber en hånd pludseligt fat i Naako. Da han vender sig om ser han en dreng på en fem-seks år, der holder fast i ham og bydende spørger “Har du set min mor?”. Drengen er halvgennemsigtig og gruppen bliver bange. Naako giver sig til at snakke med drengen, men drengen bliver vred, fordi de ikke har set hans mor, og langer ud efter ulvemanden. Drengens hånd trænger ind igennem brystet på Naako og griber koldt om hans hjerte. Det er er Fear-attack, og Naako tager tre i skade i Wits.

Det får dem til hurtigt at løbe væk – i retningen af det faldefærdige hus, de så tidligere.

Stadigt forsigtige nærmer gruppen sig huset, der viser tydelige skader, som nok kommer fra den kæmpe, de for kort tid siden så bevæge sig ind i en hule i den anden ende af dalen. Fra huset hører de mærkelige lyde – det lyder nærmest, som om nogen derinde spiser højlydt. De går ind og mødes af en sær blævrende masse af en person: et kæmpe fedtbjerg med for mange lemmer og et lille, svedigt ansigt midt i det hele. Harama, som det viser sig han hedder, æder og klager sig og bønfalder snart gruppen om at tage livet af ham. Ved at snakke med Harama finder de ud af, at han var troldkarlen Zygofers hjælper og kok og at Zygofer udførte uhyggelige eksperimenter på Harama, der siden har været fanget i sit hus, mens han æder fordærvet mad og bare vokser og vokser. Harama går så vidt som til at love gruppen en særlig gave, hvis de slår ham ihjel.

 

At dræbe eller ej?

Gruppen er uenige om, hvad de bør gøre. Skal de slå ham ihjel og på den måde give ham fred eller bare forlade huset. Mens Wulfred overvejer, bevæger Nokmar sig udenfor. Her ser han en skikkelse, der nærmer sig huset. Naako bruger sit druidetalent Path of Shifting Shapes, til at betragte skikkelsen gennem en høgs øjne, mens Naako stadig er inde i huset. Skikkelsen viser sig at være en kvinde, der ser totalt forbrændt ud. Hun bærer en kurv med rådne æbler og bevæger sig tættere på huset.

Da hun er tæt nok på, spørger hun Nokmar, om de er Rustbrødre – Zygofers religiøse tropper. Han benægter hurtigt – ikke mindst, fordi han har dårlige erfaringer med Rustbrødre fra tidligere. Kvinden går direkte igennem Nokmar og ind i huset.

Imens har Wulfred besluttet sig for at brænde huset med Harama inden i. Han bruger en fakkel og tænder huset, der snart er omspændt af flammer. Wulfred tager skade på sin Empathy og gruppen flygter fra gerningsstedet.

 

Tilbage til templet

Nu følger en periode, hvor gruppen undersøger dalen mere. Der er tre solide stenporte ind i klippevæggen, som de finder ud af er grave. De kan til gengæld ikke åbne portene, og trods en spirende plan om at få kæmpen til at smadre portene med sin kølle, forlader de hurtigt portene og begiver sig i stedet ind i den klippehule, kæmpen før gik ind i. Kæmpen, som de finder ud af hedder Scrome, rager rundt i dalen, mens de søger i hulen. Men da de ikke finder noget værdifuldt, bevæger de sig videre. Flere af dem er skadede og trænger til hvile, så de diskuterer ivrigt, hvad de skal gøre – om de tør hvile i dalen eller om de skal vende tilbage til Stilhedens Tempel, hvor de også regner med, de kan finde mere information om dalen. Spøgelserne skræmmer dem for meget, så de beslutter sig for at kravle op i templet igen.

Netop, som Nokmar formår at klatre op – og falder om af bar udmattelse (skade på Agility), ankommer Scrome, der er nysgerrig og vil vide, hvem de er, og om de har hans øje med. Da de får et bedre kig på Scrome kan de se, at han kun har ét øje og derudover en tom øjenhule. Wulfred forsøger at manipulere Scrome til at hjælpe dem op i templet, men Brian ruller dårligt – selv efter at have pushet et par gange (Wulfred har True Grit og kan derfor pushe mere end én gang) – og falder besvimet om (skade på Empathy, der i forvejen ikke havde det for godt).

Nu er det op til Naako, der får overbevist Scrome til at bringe Wulfred op i templet. Det gør kæmpen ved at hanke op i Wulfred og kaste ham op ad klippesiden.

Naako kravler selv op, og vi stopper for denne gang.

Vi fordeler XP og alle gør brug af lejligheden til enten at forbedre Skills eller Talents.

 

Betragtninger

  • Jeg er ret glad for settingens sære fantasy, der uden at være outreret alligevel har nok mærkelige detaljer til at underholde mig og føles frisk. Det er nærmest en slags fantasmagoria med mærkelige væsener som Harama og den enøjede kæmpe.
  • Det er et dødeligt spil! Alle tre sp’er var pænt skadede på den ene eller den anden måde efter denne session, som faktisk kun bød på én rigtig – og kort – kamp.
  • Jeg ved endnu ikke, hvad jeg helt mener om systemet. Jeg er ret glad for de grundlæggende elementer, som vi også genfinder i fx Tales From the Loop, som jeg holder endog meget af. Men Forbidden Lands er mere komplekst og jeg ved endnu ikke, om jeg synes det er besværet værd. Det virker også til, at systemet kan gå lidt i stykker hvis man presser det. Fx er det lidt ulogisk at få skade for at pushe rullet for at finde et trygt sted at sove, hvorefter skaden forsvinder, når man sover. Vi har set antydningen af andre steder, hvor systemet ikke er logisk.
  • Skade på andet end Strength og til dels Agility kan være svær at få til at give mening. Jeg kan godt forestille mig, at vi mange gange kommer til at bruge samme forklaringer om, hvorfor man er Broken med 0 i Empathy.
  • En af spillerne beklagede sig lidt over ikke rigtig at have noget at bruge Willpower til. Jeg forstår ham, og det underminerer lidt, hvorfor man skal pushe rul, når resultatet egentlig er OK. Forhåbentligt vil det, at han nu har forbedret sit Talent gøre, at der er mere at bruge Willpower på.
  • Jeg kæmper lidt med at finde den rette balance mellem samarbejde og adversarial spil som GM. Forbidden Lands virker til at lægge an til at man som GM ikke lægger fingrene imellem, når SP’er og verdenen mødes, men jeg har rigtig meget programmering i altid at samarbejde om fortællingen med fra særligt indie-spil og det er svært at aflære. Jeg fudger ikke terningerul men kunne snildt gå mere til stålet.
  • Fria Ligan er ikke mestre i at skrive grundige råd til at være GM på deres spil (at dømme ud fra Tales From the Loop og Forbidden Lands). Det er først igennem spillet at jeg helt forstår vigtigheden af at sp’erne hører legender om steder og personer, så de kan fristes videre i verdenen. Jeg mangler stadig at så nysgerrighed om nogle Adventure Sites, der meget vel kunne følge i kommende sessions.
  • Open World-spil har den indbyggede kompleksitet, at man i princippet skal forberede langt mere, end der skal bruges i spillet. Og det er min tid ikke til. Jeg vælger at fortolke spillet i den retning, at jeg kan bestemme hvor ting og steder er, og derved være mere sikker på, at det jeg har forberedt ikke er spildt. Den tilgang ligger klart inden for reglerne men udnytter jo ikke 100% Open World-delen. Det tror jeg, jeg vil skrive mere om på et senere tidspunkt.
  • Vi er stadig ved at finde fælles fodslag i gruppen. Jeg oplever, at vi alle morer os, men at vi ikke nødvendigvis har helt samme spilpræferencer. Særligt virker min lidt løse omgang med spilverdenen – hvor store er ting, hvor ligger de præcist etc. – ikke til at fungere helt godt. Jeg tror, løsningen må være at jeg bliver lidt mere nøjagtig, selvom den del af spillet ikke interesserer mig synderligt.

 

Reklamer

2 kommentarer til “(Forbidden Lands) De dødes dal, del 2

  1. Det er sjovt at læse jeres spilforløb, som er noget anderledes end vores.
    Til dine bemærkninger vil jeg komme med et par kommentarer:
    * angående et trygt sted at sove, så er det vel snarere et godt sted at slå lejr, man ruller for, og man er således ikke garanteret en uforstyrret søvn, så der er stadig en konsekvens af at pushe.
    * angående Will Power, så er der tydeligt forskellig forbrug af pointene, men det er også noget, som kommer til at ændre sig, når folk får købt flere talenter. Til at begynde med er det kun magikerne, som savner pointene. I min spilgruppe pushes der sjældent for Will Power alene.
    * Legender: ja, de skal rundhåndet gives til spillerne! 🙂

    For resten sætter I klistermærker på kortet?

  2. Det kommer an på, hvordan man fortolker det at pushe, tænker jeg. Hvis man ender med en succes, så lykkes man jo i sit foretagende – i hvert fald hvis man følger bogen slavisk. Man kunne indføre “delvise successer”, hvor 1’ere på et pushet rul giver “yes, but”. Det vil jeg stærkt overveje, faktisk.

    Vi sætter klistermærker på, ja. Ind til videre er det så kun The Vale of the Dead, men jeg håber meget, vi bliver ved længe nok til at opleve kortet udvikle sig.

    Jeg glemte helt at skrive, at Pride og Dark Secrets heller ikke kommer så meget i spil. Synes fx. Signature Item (eller hvad det nu hedder) i Tales From the Loop er langt lettere at forholde sig til. Jeg overvejer lidt at knytte et minde til Pride, når man bruger det – sådan at spiller skal fortælle om et minde, der knytter sig til Pride for at få den d12. Det kan være med til at komme lidt mere kød på spilpersonerne og give spillerne lidt mere fortællemagt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s