(Læsenoter) Prince Valiant The Storytelling Game

Prince Valiant The Storytelling Game (PVSG) har længe haft en nærmest mytologisk karakter for mig. Jeg husker det, fra det udkom i 1989, hvor jeg dog hverken fik læst eller spillet det. Men der var meget snak om det – ikke mindst om, at PVSG bruger mønter i stedet for terninger, men også systemets simpelhed vakte opsigt. Senere dukkede PVSG op i stribevis af snakke om indiespil – og sågar i flere af spillenes boglister.

Men først nu, har jeg for alvor fået chancen for selv at læse og forholde mig til spillet. Prince Valiant har en særlig plads i mit hjerte, og sammenholdt med mine forventinger til spillet kan man vist godt sige, at jeg har set frem til dette øjeblik.

Derfor har jeg besluttet mig for at lave en løbende kommentarserie på min blog, hvor jeg skriver om mine indtryk fra læsningen, skridt for skridt.

Første indtryk handler om GM’ens rolle i spillet, som den kort bliver beskrevet på bogens første sider. For med 2012-øjne, der er temmelig præget af hele indie-bølgen, er der flere ting, der skurrer i beskrivelsen af GM’en (eller The Storyteller, som er GM’ens titel i PVSG). For det første bruges der uforholdsmæssig meget plads på at skrive, at GM’en kan og skal censurere spillernes indspark til spillets fiktion. Intentionen er helt klart at forhindre, at spillerne ødelægger spillet med tåbelige eller ligefrem destruktive forslag, men jeg har svært ved ikke at se det som om forfatteren (Greg Stafford) har enormt lave tanker om spillernes evne til at passe ind i fiktionen. Vel kan visse spillere komme med ødelæggende forslag til spillet – bogen nævner en spiller, der vil have sin middelalderridder til at trække en pistol – men i praksis oplever de fleste vist, at spillere hellere vil passe ind end ødelægge spillet.

Det virker med andre ord temmelig bedaget og mærkeligt, særligt i et spil, der ellers virker til at have mange for tiden nye tanker.

3 svar til (Læsenoter) Prince Valiant The Storytelling Game

  1. annevinkel siger:

    Foruden at det er trættende at stille tingene op sådan, at spilleder er den voksne, der sidder med ansvaret for at holde spillerne på plads. Alle omkring bordet har en interesse i at finde og holde sig til en fælles æstetik, og folk vil for det meste påtage sig deres del af ansvaret for at opretholde den, hvis man ikke eksplicit fratager dem ansvaret. (Min holdning, af mig, ikke egentlig underbygget)

  2. annevinkel siger:

    Menaltså – jeg håber, du ved, at jeg pålægger dig ansvaret for at sørge for, at detteher er et fantastisk rollespil, der på en eller anden måde understøtter spil, der virker som stillbilleder med store klumper tekst under. Og hvor alle folk roder sig ind i helt åndssvage romantiske eller psykopatvoldelige subplots hele tiden. Jeg var slet ikke klar over, hvor meget jeg savnede et Prins Valiant-rollespil

  3. Peter Dyring-Olsen siger:

    Av, tungt ansvar, Anne!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: