Mit liv på børnehjemmet

 

I går spillede vi My Life With Master. Det var en virkelig god spilgang, der viste spillets styrke.

Vi skabte en Mester, Elisabetha, som var forstander for et børnehjem midt ude i ødemarken. Børnehjemmet var et forfaldent slot eller gods, hvor de triste, udhungrede og beskidte børn henslæbte en utålelig tilværelse. Elisabetha drømte om evig ungdom (det var hendes Want) og ville få den ved at samle og bruge børns drømme (som altså var hendes Need).

Minions:

• Ikaros, en gargoyle, der kunne bevæge sig om natten og flyve, når blot månen ikke var fremme. Ikaros vil så gerne være menneske og derfor nyder han at betragte den gadedreng, der hver kommer forbi og kaster sten og rådne frugter på ham, og han vil så gerne snakke med stenhuggeren, der i sin tid skabte ham.
• Søster Miriam er lærer på børnehjemmet. Hun er en mærkelig, lille kvinde, der ikke kan tale, undtagen når hun hvisker med Elisabetha. Miriam længes efter postbuddet, som dog er skræmt over hende og hun vil gerne lave en lille familie med posten og lille forældreløse Simon, som naturligvis bor på hjemmet. Miriam kan indgyde mareridt – så længe det ikke er mennesker, hun holder af, det går ud over.
• Esra er et maleri, der kan komme til live og bevæge sig ud af rammen (dog stadig flad). Esra kan overtale folk til alt muligt, med mindre de er i flok og kan ikke lyve, undtagen mellem midnat og morgengry. Han vil gerne være ven med brøndgraverens blinde kone og med den rengøringskone, der dagligt støver ham af.
• Endelig var der Barolin, en tidligere ”elev” på hjemmet, som nu er blevet præfekt, stadig udmarvet og ydmyget. Barolin kan løbe ufattelig stærkt, undtagen hvis han løber på skygger ,og så stammer han så han nærmest er uforståelig, undtagen hvis han taler til et spejlbillede. Barolins connections er stalddrengen, som han ser op til og så en pige fra landsbyen, som faktisk er hans søster, skønt ingen af dem er klar over det.

Scener:

• Elisabetha beordrer Barolin til at hente tre sovende børn fra sovesalen og ind i teatersalen, hvor han skal spille marionetteater med dem for at indgyde dem skræmmende drømme. Barolin forsøger uden held at modstå.
• Som beordret, så gjort. Barolin slæber tre sovende børn ind i teatret, hvor han bevæger dem rundt, får dem til at trampe på hinanden og hyler og skriger og laver ansigter af dem, mens de er halvt drømmende, halvt vågne. Elisabetha overvåger det hele.
• Nu får Elisabetha så Esra til at hente tre andre børn – nogle af de stakler, der endnu ikke sover – ind i salen, hvor han knækker halsen på dem, så mareridtene kan få plads i deres hoveder.
• Elisabetha beordrer Ikaros til at bære barneligene ned i grotten under hjemmet, så hun der kan bruge deres mareridt. Ikaros modstår dog ordren.
• Frøken Miriam vækkes om natten af en tjener, der fører hende ned i grotten, hvor en stor brønd er godt fyldt op med barnelig (her opstod vist tanken om, at brøndgraveren måske arbejder hernede). Elisabetha, sølet ind i blod,  beder Miriam om at skaffe tre hovedløse barnelig af vejen.
• Miriam forsøger ikke at modstå ordren, så hun fragter ligene ned til kirkegården, hvor hun begraver dem. Denne scene udløste en Horror Revealed, som fulgte lidt efter.
• Barolin havde en ouverture med stalddrengen, der lå og sov i stalden. Barolin satte sig ved siden af stalddrengen og aede ham og lagde sig så til at sove ved siden af ham. Han vågnede dog før stalddrengen og forsvandt.
• Esras ouverture var med rengøringskonen, som ville gå forbi maleriet uden at støve af (fordi Elisabetha i et anfald af intimitet havde gjort det aftenen forinden), men ved at hviske til rengøringskonen lykkedes det Esra at få hende til at vende tilbage.
• Ikaros fløj ned til gadedrengen, der kom spankulerende forbi. Først blev gadedrengen lidt skræmt over den talende gargoyle, men snart lykkedes det Ikaros at forme et bånd imellem de to ved at give en sten til gadedrengen – selvsamme sten, som han før havde kastet efter Ikaros (og som havde kostet Ikaros en tand). Gadedrengen tog stenen og lagde den i sin taske og gik hjem.
• Her kom vi til The Horror Revealed, som var en stemningsmættet lille scene med pastoren, der graver de hovedløse barnelig op på kirkegården – for blot at vågne, badet i sved.
• Herefter fik Miriam en ouverture med postbuddet, der ankom med en stor pakke, men blankt afviste den kaffe, som den lille, mærkelige dame bød ham. Posten løb hastigt væk.
• Elisabetha beordrede nu Barolin til at hente den lille pige, smedens datter, som jo er Barolins uerkendte søster. Barolin måtte bortføre søsteren og bringe hende til Elisabetha, der sad og spiste et i sandhed dekadent og overdådigt måltid mad. Scenen resulterede i en The Horror Revealed.
• Nu fik Miriam til opgave at spænde pigen fast og montere den hjelm, der var ankommet med posten og som kunne suge drømme ud af hovedet på sovende. Scenen udløste endnu en The Horror Revealed.
• Her fulgte en scene med Esra, men jeg kan ganske enkelt ikke huske, hvad den gik ud på!
• Ikaros mødte gadedrengen i hjemmets have, men før han nåede at snakke med ham, dukkede Elisabetha op. Hun beordrede Ikaros til at følge gadedrengen ind i hjemmet, så han kunne sove. Ikaros forsøgte spagt at modsætte sig med argumentet, at gadedrengen jo ikke bor på hjemmet, men lige lidt hjalp det. Som en ekstra krølle bestemte Elisabetha, at gadedrengen skulle overnatte i jernjomfruen i kælderen.
• Vi sluttede af med to korte The Horror Revealed – først en om postbuddet (tror jeg det var), som overværede, hvordan Miriam hældte en spand menneskeblod ud efter rengøringen af kælderen og dernæst en, hvor Barolins søsters far (smeden) gik rundt i byen og råbte efter sin datter.

Her stoppede vi efter 2½ times intenst og krævende spil. Det var virkelig underholdende og stimulerende, og jeg nød at være ond på sådan en lidt indladende måde. Til gengæld var jeg absolut tømt for ideer og kreativitet, så det var et godt sted at stoppe. Vi fortsætter historien næste gang – og jeg har allerede et par gode (læs: onde) ideer.