Indlevelse eller underholdning?

På rollespilskongressen Orkon spillede jeg Alex Uths glimrende scenarie Blodhævn– en dyster og stemningsmættet vikingethriller. Det er tungt, mørkt og uhyggeligt og der var en klar følelse af, at alle vi spillere kæmpede for at leve op til spilpersonerne kvalitet og spillets tematik. Vi var, med andre ord, ramt af en præstationsangst af en slags. Jeg husker at sidde med en meget intens følelse af min spilpersons indre liv – uden at jeg næsten sagde et ord! Min spilpersons situation var så ubehagelig og ”kravet” om in character-spil gjorde det noget nær umuligt at få disse intense, voldsomme følelser spillet ud. Det var svært og også ret frustrerende. Spil-lederen tog os udenfor i en pause og forsøgte at sparke liv i os. Det virkede og resten af spillet var der mere gang i den.
Det var ret beset en god spiloplevelse men, som beskrevet, bestemt ikke uden en (fælles) frustration.
OK, hvis nu man forestiller sig at spille samme intense historie på en måde, hvor man skifter frit mellem in character og det, Forge-teorierne kalder Author Stance – altså Forfattervinkel sådan løst oversat). Man ville frit kunne beskrive det indre liv i spilpersonerne uden at frygte at ”bryde illusionen” så at sige. Og, det er her det fede kommer – det intense indre spil blotlægges også for de andre spillere, så de får glæde af det. På den måde er de indre konflikter, der i rent in character-spil må forblive gemte eller udtrykkes indirekte, en del af den fælles underholdning.
Man kan altså, noget polemisk måske, sige, at rollespil, hvor man skifter mellem forskellige vinkler: personlig vinkel, forfattervinkel etc., kan gøre spillet meget mere underholdende for spillerne.

2 svar til Indlevelse eller underholdning?

  1. Per siger:

    Af ren nysgerrighed: hvad sagde spil-lederen til jer der hjalp med til at gøre spillet mere udadvendt og jer som spillere mindre præstationsangste?

  2. Peter Dyring-Olsen siger:

    Husker det som: Nu må I dælme komme ud af skallen. Og jeg svarede nok noget ala: “Men, jeg føler det er urealistisk hvis min person siger disse ting eller handler efter dem” (jeg spillede en kvinde – og havde lidt svært ved at finde den rette rolle i familien). Så var der sådan lidt: Screw realism! og lidt forklaring om kvinderollen – og så gik det ellers over stok og sten. Og det var fedt – men hvis man kunne have haft nogle af de interne konflikter med i det åbne spil, ville alle ganske enkelt have fået mere for skillingerne…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: