Mørkt Stof

Har netop færdiglæst Philip Pullmans fantasytrilogi His Dark Materials samt den efterfølgende novelle “Lyra and the Birds”.

Det er good stuff, virkelig god litteratur, der godt nok er vinklet som børnebøger, men som – som al god børnelitteratur – indeholder mindst ligeså meget for “den voksne læser”. Der er så mange fede ting i trilogien, at jeg dårlig nok ved, hvor jeg skal begynde og hvor jeg skal slutte, så lad mig nøjes med at fremhæve et par ting.

Personerne er troværdige og sammensatte – og som læser er det umuligt ikke at komme til at holde af dem på godt og ondt. Jeg har en meget klar fornemmelse af Lyra og Will og havde meget svært ved at give slip på dem, da historien var slut. Meget fantasy lider netop under dårlige personer – universet er oftest godt udtænkt og detaljeret, hvorimod personerne vedbliver at være skabeloner. I Pullmans trilogi er personerne “virkelige” og universet vildt originalt og gennemført. Man får altså med andre ord både i pose og sæk.

Hver bog har sin egen tone. Etteren, Northern Lights, er den mest børnebogsagtige af dem alle. Den er en hård lille kerne af good stuff, spændende, medrivende og original. The Subtle Knife udvider universet og giver etteren en videnskabelig klangbund i form af dens afsnit om fysikeren Mary og hendes arbejde med mørkt stof. Det er vildt fedt, hvordan Pullman tillader sig at hente inspiration i kernefysikken for at fortælle sin fantasy-historie. Treeren er meget større i sit scope med det store opgør og rejsen til dødsriget og den store sammenfatning af universernes skæbne. Stort.

Pullmans sprog er et kapitel for sig; han er lidt omstændelig i begyndelsen af hver bog, men den grundighed betaler sig, for der er i dén grad pay-off, når man kommer længere ind i bøgerne. Han kan være storladen, skrøbelig, action-præget, sørgelig og medrivende.

På nogle måder minder den mig faktisk mere om Brødrene Løvehjerte end om Ringenes Herre. Jeg tror, det er den følelsesmæssige indlevelse, der gør det.

Læs dem!

3 svar til Mørkt Stof

  1. Per siger:

    Jeg kan kun give dig ret i dit syn på Pullmans trilogi – godt eksempel hvor det ikke giver mening at kalde noget en børnebog. Hovedpersonen er et barn, OK, men that’s it. The Amber Spyglass er en af de helt STORE bøger, uomgængelig på lige fod med Moby Dick, Frankenstein og Skatteøen.
    Jeg har anmeldt alle tre bøger her: http://www.bogrummet.dk

  2. Peter Dyring-Olsen siger:

    Det sjove er, Per, at jeg bestemt mener, det er børnebøger. Men i et vist perspektiv er børnebøger bare det fedeste i verden. Jeg mener vist nok ret seriøst at Brødrene Løvehjerte er den vigtigste bog, jeg har læst – den største oplevelse.
    Det fede ved god børnelitteratur er bare, at den henvender sig til voksne såvel som børn; de er fantastiske eksempler på, at gode historier foregår på mange planer.

  3. Per siger:

    Lad os ikke pindehugge i det. Jeg mener at en børnebog er en bog med et barn i hovedrollen. Med andre ord er jeg personligt ikke interesseret i om bogen er en børne- eller ungdoms- eller voksenbog (LotR: Hobbit-bog?), kun om den er god eller ej og om man som læser kan relatere sig til historien/sproget.🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: