Sidste år udkom Ron Edwards topersonersspil S/lay w/Me. Jeg var – som mere end antydet her – helt solgt, men af mange forskellige grunde fik jeg aldrig prøvet det.
Igår tog Per og jeg os så endelig sammen til at prøve det over Skype. Vi havde begge læst denne tråd på Story Games, og vi havde derfor stor lyst til at se det i aktion. Efter at genlæse bogen – det tager max 20 minutter – satte vi os til computeren og gik i gang.
Spillet er struktureret, så den ene spiller er You – dvs. Hovedpersonen – og den anden er Me – dvs. en slags GM. Man begynder med at vælge nogle orakelagtige beskrivelser af helten og stedet, hvor historien skal forløbe.
Per valgte: I slew men to win my freedom, but never again. Og stedet: Igai-ørkenen som ikke har nogen midte.
Hans Mål var at finde det rigtige sted at dø.
Per lavede derefter følgende beskrivelse af helten, som fik navnet Keim: Jeg er arret fra både kamp og af tatoveringer. Knælange hoser, en simpel lærredskjortel og godt brugt rygsæk.
Så var tiden kommet til, at jeg skulle foretage nogle grundlæggende valg om Monstret og Elskeren. Jeg valgte hurtigt og uden særlig megen omtanke:
Monster: fast, with deceit, savage, singly. Monstrets tal var 5 (det antal terninger, jeg skal rulle, før historien er omme).
Elsker: innocent, forbidden, open-hearted, knowledgeable. Elskerens tal var 1 (det er det maksimale antal terninger, You kan rulle for at inkludere Elskeren i fortællingen).
På dette tidspunkt havde jeg en klar fornemmelse af, at historien udspillede sig i en arabiskagtig kultur. Jeg overvejede, at monstret kunne være dhole-agtige orme, men så kom jeg til at tænke på ægyptens mytologiske Jinns, og så blev monstret til et ulveagtigt væsen, der levede under jorden i gange, det selv gravede. Jeg havde også en vag idé om, at der var en by, som forsøgte at overleve trods monstrets hærgen – og at de måske havde en dødskult (ikke mindst pga. Pers Mål), samt at Elskeren (som jeg nu havde døbt Bilqis) var præstinde i kulten.
Så gik vi i gang.
Keim ankom på en kamel til byen, der lå i en slags udgravet dal i ørkensandet. Husene var hvide og simple, og de ligesom lænede sig op ad hinanden. Fem soldater kom Keim i møde, i samme øjeblik, som hans kamel udåndede. Han bad om at få husly og et nyt ridedyr, men med ét blev de forstyrret af en kvinde, der kom løbende forbi – forfulgt af en lille gruppe mænd. Keim blev ført ind i byen af to af soldaterne, mens de andre lidt mystisk bar kamelliget væk fra byen.
Inde i byen blev Keim overmandet og smidt i en celle, der var gravet ud af sandet. Ved hjælp af snilde undslap han dog og løb mod det store tempel (dødskultens) i byens midte.
Keim gemte sig for sine forfølgere i en slags gårdhave. Mens han ventede på fri bane, hørte han hulken, og kvinden fra før – Bilqis – greb fat i hans ben. De stirrede på hinanden, men da en sky gik fra månen, så Bilqis Keims arrede og tatoverede ansigt og blev chokeret. Hun forsvandt i skyggerne, og nu dukkede en af Keims forfølgere op. De sloges, og de endte foran templet. Keim slog soldaten ihjel, netop da soldatens overordnede og to andre soldater dukkede op. Vi etablerede, at Bilqis kiggede på inde fra templet – gennem en lille luge – mens Keim blev smidt i et mærkeligt hul. Her sad Keim i nogle timer, til en ældre kvinde fra templet reddede ham op.
Keim blev ført ind i templet, der var udsmykket med nogle mærkelige mønstre (som vi senere fandt ud af mindede meget om en af Keims tatoveringer). Midt i templet var et lille vandbassin. Tempelsøstrene skændtes om, hvad de skulle gøre med Keim, da han drak af bassinets vand. Det skal man naturligvis aldrig gøre! Keim begyndte at kaste blod op, og livskraften forsvandt langsomt fra ham. Vi havde tidligere etableret, at Bilqis bar på en bylt, og nu tabte hun den, da hun knælede ned for at hjælpe Keim. I bylten var et stort æg med mærkelige mønstre på. Bilqis var tydeligvis i panik. Noget måtte gøres. I ét nu smadrede hun ægget. Ud af ægget faldt et ufærdigt ulvemenneskefoster – helt hårløst. Bilqis greb resolut fostret og tog en bid af det (!) Derefter kyssede hun Keim og tvang derved fosterkødet ned i halsen på ham. Langsomt genvandt han sin styrke, og de to forsvandt hånd i hånd ned ad templets gange. Bag dem begyndte overfladen på vandbassinet at boble.
Her gik spillet ind i den fase, der kaldes The Match. Hvert Go kunne nu indeholde terningeslag, når vi gjorde nogle helt specifikke ting. Jeg begyndte med at rulle en 1’er – og det er rigtig dårligt! Slag for slag blev det dog etableret, at jeg med stor sandsynlighed ville vinde matchen. Historien fortsatte:
Keim og Bilqis fandt et lille hummer, hvor Bilqis forførte Keim, og de havde sex, mens templet begyndte at ryste og vibrere (very Freudian). De to elskende blev dog forstyrret post-coitus af templets andre søstre, der højlydt mindede Bilqis om, at hun ved at ligge med en mand havde ophævet sin udødelighed.
Keim og Bilqis løb ud på gangen, hvor de blev konfronteret af et stort ulvemenneskemonster, der tydeligivs ikke var tilfreds med, at dens yngel var blevet slået ihjel.
Nu fulgte en lang kamp- og jagtsekvens, hvor Keim forsøgte at komme tættere på sit mål – at finde det rigtige sted at dø – og ulvemonstret forsøgte at slå dem ihjel som bod. Da jeg rullede den femte terning var matchen ovre efter en underholdende håndfuld actionfyldte scener.
På dette sted i spillet vælger You at bruge sine Good Dice (det antal terninger, der er højere end I’s dårligste resultat – i mit tilfælde en 1’er) på at købe resultater i historien. Det blev hurtigt klart, at Per med to Good Dice ikke kunne få alt det, han ville. Så han valgte at redde Bilqis. Derved dødsdømte han også Keim.
Per fortalte, hvordan ulvemonstret opslugte Keim, som så blev en del af monstret. Herefter forsvandt monstret – og Bilqis undslap, uskadt. Hun forlod dog byen, som i ugerne der fulgte blev sandet til. Og her forlod vi Bilqis, Keim, ulvemonstret og Igai-ørkenen.
Næste gang vi spiller, bytter vi roller, så jeg skal være You (og dermed lave en ny helt) og Per I.
Tanker om S/Lay w/Me.
I alt spillede vi vel små to timer. Vi nåede lidt generel snak, vi lavede opstart, snakkede lidt regler, afprøvede terningerulleren og spillede så hele historien. Der var endda tid til en kort pause.
Spillet flød meget naturligt. Mekanisk set er spillet meget mildt styrende. Primært er det strukturen med You og I og de vekslende Goes, samt de indledende beskrivelser af person og setting, der spiller ind. Det fungerer upåklageligt, og vi fik – som jeg forhåbentligt har beskrevet ovenfor – en god historie, der passede perfekt til genren ud af det. Bogen er virkelig velskrevet og let at bruge undervejs i spillet, og sammen med In A Wicked Age er det uden tvivl det bedste Sword and Sorcery-spil, jeg har prøvet.
Skrevet af Peter Dyring-Olsen 
